Press release | 16 August 2021

Umbraco solgt til svensk vækst-investor – ”nu skal der yderligere turbo på vækstmotoren”

Umbraco News2

Svenske Monterro, der har specialiseret sig i at investere og vækste nordiske softwarevirksomheder, har købt majoriteten i den fynske open source virksomhed Umbraco, der er global leverandør af Content Management Systemer (CMS) til styring af indhold til hjemmesider og webløsninger.

Med nye ejere ombord og geninvesteringer fra samtlige Umbracos største aktionærer,  varsler Umbraco yderligere damp på vækstlokomotivet, der gennem de senere år har leveret tocifrede vækstrater og masser af fynske arbejdspladser.

”Jeg tør godt sige, at det næsten er ”business as usual” – bare i langt større skala. Gennem de senere år har vi parallelt med massive investeringer i produktudvikling opbygget en stærk organisation med salg, service, support, marketing, community-engagement mm. Derfor er vi nu klar til sammen med nye ejere at tage Umbraco til næste niveau,” siger en tilfreds Kim Sneum Madsen, der fortsætter i spidsen for Umbraco.

Han pointerer, at Umbraco gennem de senere år har skudt hver en tjent krone tilbage i virksomheden. For yderligere at udvikle platformen til fremtidige markedskrav, der konstant ændrer sig, og samtidig investere yderligere i eksisterende og nye markeder, kommer den strategi til at fortsætte i tæt partnerskab med de nye ejere.

”Det der er helt afgørende ved det her partnerskab er, at udover timingen er perfekt, så får vi nu også nogle ejere, der har en kæmpe indsigt. Den viden og de økonomiske muskler, som Monterro tilfører Umbraco, giver os mulighed for at eksekvere videre og dybere på den stærke, globale position, vi har opbygget gennem mange år,” siger Sneum Madsen.

Umbraco er en open Source virksomhed, hvor indtjeningen dels er baseret på certificering af Umbracos partnere, som typisk er de digitale webbureauer, og dels baseret på abonnementsindtægter fra Umbracos cloudløsning. 

Hos Monterro, der har specialiseret sig i at udvikle og transformere nordiske softwarevirksomheder til globale aktører, ser CEO Gustav Lagercrantz et kæmpe potentiale i Umbraco.

”Umbraco har opbygget en særdeles stærk open source model med et omfattende globalt community. Et community som er en essentiel del af forretningen og som nu skal dyrkes og udvikles endnu mere. Vi er samtidig meget fortrolige med CMS -markedet, da mange af mine kolleger på Monterro har været med i opbygningen og skaleringen af CMS-virksomheden EPIServer, så vi ser frem til i tæt partnerskab at støtte Umbraco i den fortsatte vækstrejse,” siger Gustav Lagercrantz, CEO hos Monterro.

Forbliver open source
Med flere end 730.000 websites i luften globalt er Umbraco verdens største og hurtigst voksende CMS på Microsoft platformen. Baseret på en open source forretningsmodel og med et globalt community på flere end 220.000 udviklere, er det lykkes Umbraco at knække koden til open source forretningsmodellen.

”Helt fra starten i 2005 har open source været grundlaget for Umbracos kommercielle produkter, og det kommer det nye ejerskab ikke til at ændre på. Umbraco forbliver open source, hvor partnere, kunder og samfund stadig spiller en essentiel rolle for udviklingen af løsningerne, forklarer Kim Sneum Madsen.

I 2019 vandt Umbraco den paneuropæiske pris Future Unicorn Award. Det er den europæiske brancheorganisation Digital Europe, der repræsenterer 40 IT-brancheforeninger med i alt 35.000 medlemsvirksomheder, der hvert år uddeler prisen til de mest innovative virksomheder med potentiale til at blive unicorns.

Umbraco har mere end 730.000 websites i luften globalt, bl.a. hos Carlsberg, DBU, EU’s Ministerråd, Regeringen, Skattestyrelsen, den hollandske centralbank m.fl. Umbraco beskæftiger 100 medarbejdere og omsatte i 2020 for knap 50 millioner kr.

BACKGROUND 11

Om Monterro 

Monterro investerer i og udvikler B2B-softwarevirksomheder i Nordeuropa med det mål, at de skal blive markedsledere inden for deres niche. I Danmark er Monterro i dag ejer af Umbraco, TimeXtender, UniWise og senest AG Analytics.

Med operationel erfaring fra udvikling og drift af softwarevirksomheder arbejder Monterro aktivt med porteføljevirksomheder med fokus på international ekspansion. En væsentlig del af fondene kommer fra Monterros stiftere og medarbejdere.

Virksomheden er grundlagt i 2012 og har kontorer i København, Stockholm, Oslo, Helsinki samt udviklingscentret Scandinavian Software Park i Hanoi. Monterro.com 

Pressekontakt

Growth excellence team

Gustav Lagercrantz

CEO and Portfolio Chair